Meget er sket siden sidst jeg skrev. Det har været en travl sommer med, hvor jeg har rent frem og tilbage mellem København og Århus for at se på værelser. Jeg har fundet et lækkert sted på Vesterbro, hvor jeg nu nyder godt af Københavns mange kulturelle muligheder. Derfor vil der være flest billeder fra København fra nu af. Jeg glæder mig!
Jeg har valgt dette billede af Københavns Hovedbanegård, da jeg tænker, at det er en af de bygninger, som mange har kendskab til, hvis de nogensinde har været i København. Det er her de fleste lander, hvis de rejser fra Århus, hvor jeg kommer fra. Når man kommer til byen, er der mange, der bruger denne bygning som pejlemærke, når man skal finde rundt.
Jeg synes, det er en ret flot bygning. Gammel med fine detaljer. F.eks. elsker jeg uret, som man kan se på billedet. Synes det er virkelig flot, og derfor skal jeg altid lige tjekke, hvad klokken er, selvom et øjekast på armen med casio-uret har fortalt mig det få sekunder inden.
Jeg har fået sat Tegnestuen op på en anden måde, så det forhåbentlig er mere overskueligt. Her kan man se det arbejde jeg laver med spray, tusch, penne og andet. Jeg er meget interesseret i at få solgt nogle af mine værker, da jeg skal til at flytte til København, og har derfor ikke plads til at slæbe flere malerier med derover. De kan lige så godt komme ud at hænge i dejlige århusianske hjem. Hvorfor ikke? Skriv endelig til mig, hvis der er noget, der har fanget din interesse. Jeg har fået opdateret min hjemmeside, så jeg har fået oprettet en side, hvor man kan se alt det, som jeg har lavet for Delfinen. Det er efterhånden blevet til en del. Du kan se alle fotoserier og magasiner ved at klikke her.
Kashmir, Kasper Eistrup, NorthSide Festival 2012 Siden sidst er der sket en del, som ikke er kommet herind på min hjemmeside. Fra d. 15. til 17. juni har jeg været så heldig at få lov at komme med Delfinen på NorthSide Festival 2012. Delfinen havde nemlig fået akkrediteret billetter fra NorthSide til to personer. Det blev Henriette Hammershøj, som er redaktør, og jeg, som kom afsted. Hun som journalist og jeg som fotograf.
Vi havde i forvejen aftalt nogle forskellige opgaver, vi ville udføre på festivalen, som omhandlede voxpop, stemningsbilleder, interview med Freja Loeb og ikke mindst fotografier fra de mange fede koncerter. Da vi havde fået pressearmbånd havde vi adgang til backstage, hvor vi kunne sidde og slappe af i store bløde, hvide sofaer i et telt, så vi ikke blev våde. Jeg var på krykker hele den weekend, og det var simpelthen så dejligt at kunne komme derom med benet oppe lidt.
Der var et specielt område, hvor forskellige bureauer holdte til, så fotografer og journalister havde et sted at arbejde. Heromme mødte jeg også nogle søde piger, som også fotograferede. De var afsted for selve festivalen. Vi fik os nogle hyggelige snakke, og jeg fik nogle kameratips. Det var rigtig fedt, for pigerne viste sig at være fotografer for Train, hvor de havde taget billeder af en del koncerter. Under koncerter er der ofte et anderledes lys end normalt, og derfor skal kameraet indstilles anderledes. Der er ofte stærkt lys på musikerne, mens publikum ofte står i mørke, og derfor skulle man være meget opmærksom på lukketiden, fortalte de mig. Derfor fik jeg nogle rigtig lækre billeder til de koncerter, hvor jeg stod forrest.
Backstage var een ting, men noget andet, som jeg personligt helt klart satte ekstremt meget pris på - jeg kunne komme med mit kamera i fotograven! Det var helt vildt fedt at kunne få lov at komme så tæt på, og se musikerne fordybe sig i deres instrumenter, mens man kunne se deres henrykkelse i deres øjne over publikums begejstring. Det var en helt speciel oplevelse. Den bedste oplevelse på hele festivalen var helt klart, da Kashmir spillede. Os fotografer fik lov til at stå i fotograven under hele koncertens forløb. Ved de fleste andre koncerter fik vi blot lov til at stå og knipse under de tre første numre. Under denne koncert fik jeg taget rigtig mange gode billeder af blandt andet Kasper Eistrup, som ses på billedet ovenfor.
Jeg kan desværre ikke offentliggøre flere fotografier på nuværende tidspunkt, da jeg først skal mødes med redaktøren på mandag. Da jeg var afsted med dem, er det også deres billeder, så vi skal lige aftale, hvordan og hvorledes. Nogle kommer i bladet, mens andre bliver at finde på deres hjemmeside og facebookside. Dette kommer der endnu en opdatering om, når de er kommet op.
Mange venlige hilsner fra Anne
Så er det nye Delfinen at finde på forskellige steder på Aarhus Universitet.Som jeg tidligere har skrevet i et blogindlæg, så har jeg taget billeder til maj måneds udgave af Delfinen. Det er billeder fra Paris, som er kommet på forsiden af bladet og udgør en fotoserie, hvor bl.a. lækre franske madgodter bliver serveret for dine øjne. Værsgo' at kigge med her.
Da jeg var i Paris var jeg i en American Apparel-butik. De har rigtig meget fedt basistøj med enkle snit, men i virkelig mange farver og print. I butikken faldt jeg over nogle rigtig fine hårbånd. Ved at se i bybilledet kan jeg fornemme, at det er ved at være ret populært at binde et lille tørklæde om hovedet, som man gjorde i 50-60'erne. Hårbåndet sættes på nogenlunde samme måde, men det, som var rigtig smart ved det fra AA, var, at det var en lille pølse af stof, hvor der var sat noget bøjeligt ind i, så det var nemt at få til at sidde. Jeg var straks forelsket, men knap så meget, da jeg så prisen. 14 €! Som det vises på billederne, kan man se, at der er mange forskellige muligheder. Man kan både bøje, sno eller binde knude på båndet. Jeg ville vælge at bukke enderne lidt mere ned end på billederne ovenfor, så de ikke stritter så meget. Derfor synes jeg, det er rigtig flot, den måde, hvorpå hende til venstre har sat sit på.
Nu da jeg ikke kunne fralægge mig min forelskelse eller fattigdom, gav jeg mig i kast med selv at lave et. Det er altid så træls, når et par fine strømpebukser går i stykker efter kun et par få ganges brug. Derfor tænk lige på denne idé næste gang, det sker for dig. Jeg havde nemlig et par fine glimmer-strømpebukser, som var gået i stykker, hvilket jeg var ret træt af, hvor jeg synes nemlig, at deres bling-bling var rigtig flot. Derfor blev de brugt til mit hårbånd.
Det, jeg har brugt:
Et par strømpebukser eller leggins 2 madelastikker En saks En hårnål Bøjeligt og formeligt ledning fra din far (gerne med gummi omkring, så det ikke skærer i hovedbunden). Jeg har brugt det, der svarer til længden fra mine fingerspidser til min hals med strakt arm (det var sådan, jeg målte det i butikken), men man kan jo selv bestemme, hvor langt man vil have sit bånd.
OBS: Ledningen mangler på billedet, da det allerede ligger inde i det færdige hårbånd, som er på billedet.
Jeg har desværre ikke taget billeder af proceduren, men den forklares her. Du klipper det ene strømpebukseben af. Vender stykket med vrangen ud og snører den ene elastik om den ene ende, så den lukkes. Dernæst vender du strømpebenet om, så du får elastikken inden i. Du tager nu ståltråden og laver en løkke i hver ende, så ståltråden ikke kommer til at lave hul strømpen. Ståltråden med løkkerne i hver ende proppes ind i pølsen. Derefter gælder det den anden ende af strømpenenet, som også skal lukkes. Her sørger du for at binde elastikken om halvdelen af enden, så elastikken vender ind ad. Resten af strømpebuksen, som skal lukkes, proppes ned i den stramme elastik med en hårnål. I stedet for at bruge elastikker, kan du selvfølgelig også bare sy. Dette er den dovne og nok hurtigste måde - i hvert fald for mig. Her kan du se mit resultat. Pris i alt: 0 kr.Strømpebukserne var alligevel døde, elastikkerne havde jeg fået af mine underboer, ellers gem elastikkerne næste gang du køber en sandwich nede i byen. Min far er rimelig handyman, så jeg fik lige et stykke ledning af ham, sidst jeg var ude ved mine forældre. Saksen og hårnålen havde jeg i forvejen og kan bruges igen. Prøv dig frem - det er kun fantasien, der sætter grænser! Dem, som har fulgt med på min gamle blog, ved, at jeg har lavet rigtig meget gør-det-selv, hvad angår små fikse ideer for billige penge. Du kan tjekke det ud her. God fornøjelse
Pernille med den gule trøje og Kristine med solbrillerne. For et par uger siden, da solen skinnede, og man kunne sidde udenfor med en kold øl, var jeg ude at lede efter street art. Jeg var på tur med to damer, Kristine og Pernille, som også går meget op i street art. Anledningen var egentlig, at Pernille er kunstkritiker på TV2 Østjylland, og hun skulle i det kommende show fortælle om street art. Derfor måtte vi jo lige tjekke gaderne ud for nye lækkerier.
Vi fandt desværre meget lidt nyt, selvom det i hvert fald for mit vedkommende var lang tid siden, jeg havde været ude at "samle" på fotografier af kunsten i gaden. Det, der var, havde hængt der i forholdsvis lang tid og var efterhånden ikke særlig pænt længere.
Gadekunsten er jo underlagt risikoen for at blive ødelagt, klistret over og tagget på, hvilket var tilfældet for det meste, der stadig var i gaderne. Vi var rundt forskellige steder for at give gadekunsten en chance, men ikke engang på de sædvanlige spots var der nyt at finde. Dog fandt vi denne gavl med noget gadepoesi på, hvilket måske egentlig passer meget godt til gadekunstens (s)tilstand i Århus.
Se iøvrigt Pernilles side, pernillekunst.dk. Hun er virkelig dygtig. Det var hende, som jeg udstillede sammen med til udstillingen, Mi Casa es su Casa i marts måned.
Inden for de seneste par uger har jeg tegnet rigtig meget. Her kan du se nogle af mine værker: Dette har jeg arbejdet på siden i torsdags, hvor jeg hver dag har haft fat i det i en time eller to. Det er rigtig dejligt at fordybe sig i en tegning på den måde. Jeg begynder ligesom bare et sted, og så udvikler mønstret sig til nogle figurer og elementer. Mange af de små figurer opstår på forskellig vis alt efter, hvem der studerer mønstrene. Det er lidt sjovt at se, hvad ens fantasi danner for nogle billeder. I forhold til den hvide baggrund, der er her på hjemmesiden, ser papiret næsten gråt ud. Det er hvidt og tegnet på 170g/m2 papir. Tuscherne er helt sorte og af mærket Faber Castell, som jeg elsker at arbejde med. Tuscherne kommer nemlig i mange forskellige størrelser med forskellige spidser. På denne måde kan man meget nemt variere sin streg. Dette mønster måler ca. 18x18 cm og er tegnet på papir i A3-størrelse, hvilket gør, at det kan beskæres, som man ønsker.
Som skrevet ovenfor udvikler mønstrene sig, mens jeg tegner og danner spontane figurer. I dette tilfælde begyndte der at danne sig et mønster, som mindede mig om et dødningehoved. Egentlig er jeg ikke tilhænger af dystre billeder, men jeg valgte at tegne videre ud fra min intuition. Det er blevet til dette resultat. Denne tegning er også tegnet på 170g/m2 papir med sorte tuscher fra Faber Castell og et par enkelte streger med Molotow-tusch med farven burgundy, som er rødbrun.Dette dødningehoved måler ca. 10x15 cm og er tegnet på papir i A3-størrelse, hvilket gør, at det kan beskæres, som man ønsker.
| Her er der en tegning, hvor jeg har valgt at bruge forskellige farver. Det er samme materialer som de to andre billeder i denne post, hvor der blot er brugt flere forskellige tuscher fra Molotow. Denne drage måler ca. 20x16 cm og er tegnet på papir i A3-størrelse, hvilket gør, at det kan beskæres, som man ønsker. | Det var lige en update over, hvad der sker i det kreative hjørne lige nu. :) Skriv endelig, hvis der er noget, du er interesseret i!
Mange venlige hilsner fra Anne
Jeg kom hjem fra studietur i Paris forrige weekend. Nogle af disse billeder, som jeg har taget på turen er blevet til en fotoserie, som kommer med i Delfinen, som udkommer i maj måned. Jeg var til møde med redaktionen søndag, hvor vi så billederne igennem og snakkede om, hvilket udtryk de skulle have i bladet. Jeg glæder mig virkelig til at se den trykte udgave. Her er der en lille forsmag:
Til udstillingen, Mi Casa es su Casa, i marts måned havde jeg fire forskellige værker med. De kommer nu op på siden her, og det vil være muligt at købe dem ved at kontakte mig via mail eller telefon, 29 24 46 59. Håber I kan lide det.
Jeg har taget billeder under et interview med Huxi Bach til studiebladet Delfinen i forbindelse med hans one-man-show-turne rundt i landet. Udover disse billeder har jeg taget billeder af parkkollegierne, som er blevet til en fotoserie. Du kan se hele bladet ved at klikke her eller på billedet nedenfor. Besøg Delfinens hjemmeside på www.delfinen-magasin.dk. Fotografier i Delfinen delfinen_172_april_2012.jpg | File Size: | 578 kb | File Type: | jpg | Download File
|